FT redegørelser

Redegørelser fra Finanstilsynet

Finanstilsynet kommer løbende på inspektion i de danske banker og betalingsinstitutter.
Efter hvert besøg udarbejder de en vurdering. Vi er som betalingsinstitut forpligtet til at
offentliggøre vurderingen på vores hjemmeside senest tre hverdage efter, vi har modtaget den.

Inspektion den 25. maj 2020:
Redegørelse om inspektion i Forbrugsforeningen af 1886 (hvidvask og betalingstjenesteområdet)
Finanstilsynet var i maj 2020 på inspektion i Forbrugsforeningen af 1886. Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet og betalingstjenesteområdet. Inspektionen omfattede foreningens risikovurdering, politikker og forretningsgange på hvidvaskområdet og ledelse og indretning af virksomheden på betalingstjenesteområdet.

Forbrugsforeningen er en dansk medlems og indkøbsforening. Foreningen har til formål at sikre fordele til sine medlemmer. Forbrugsforeningen fik tilladelse som betalingsinstitut i 2010.

Forbrugsforeningen har ca. 225.000 medlemmer og har indgået aftale med ca. 4.000 forretninger m.v. om, at disse giver en form for fordel, som typisk er en bonus i procent, som Forbrugsforeningen administrerer og udbetaler til medlemmerne som en rabat, når medlemmerne anvender deres betalingskort, der er udstedt af Forbrugsforeningen.

Finanstilsynet vurderer, at risikoen for, at virksomheden bruges til hvidvask eller terrorfinansiering, er lav. I vurderingen har Finanstilsynet bl.a. lagt vægt på, at Forbrugsforeningens forretningsmodel er relativt enkel, idet Forbrugsforeningen udsteder og indløser betalingskort, der alene kan anvendes til at erhverve varer og tjenester ved et nærmere afgrænset antal forretninger i Danmark, og at det ikke er muligt at overføre penge til andre modtagere fra konti hos Forbrugsforeningen. Forbrugsforeningen har alene aktiviteter i Danmark. Udstedelse og indløsning af betalingskort har som udgangspunkt lav risiko for at blive misbrugt til hvidvask og terrorfinansiering.

Forbrugsforeningen er en af Danmarks største udbydere af betalingstjenester, og kundeporteføljen består udelukkende af distancekunder, hvilket som udgangspunkt er forbundet med højere risiko. Det er dog Finanstilsynets vurdering, at den samlede risiko er lav.

På baggrund af inspektionen er der et antal områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Forbrugsforeningen får et påbud om at sikre, at virksomheden har en klar organisatorisk struktur med en veldefineret gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling, herunder at bestyrelsen skal fastsætte en passende instruks for direktionens arbejde og skal fastsætte en risikoprofil i overensstemmelse med Forbrugsforeningens forretningsmodel.

Forbrugsforeningen får et påbud om at udarbejde effektive procedurer til at identificere, forvalte, overvåge og rapportere om de risici, instituttet er eller kan blive udsat for.

Forbrugsforeningen får et påbud om at indføre procedurer, der skal sikre, at Forbrugsforeningen løbende opdaterer alle relevante forretningsgange ved ændringer i interne forhold eller i relevant regulering.

Forbrugsforeningen får et påbud om at udarbejde skriftlige kontrolprocedurer, med henblik på at sikre, at manglende overholdelse af forretningsgange opdages. Det indebærer også, at Forbrugsforeningen skal tage stilling til, hvilke organer eller personer, der er ansvarlige for at følge op på de fejl og mangler, som konstateres i forbindelse med de interne kontroller.

Forbrugsforeningen får et påbud om at fastsætte måltal for det underrepræsenterede køn i bestyrelsen.

Forbrugsforeningen får et påbud om at revidere sin risikovurdering på hvidvaskområdet, således at den identificerer og vurderer risikoen for, at virksomheden bliver brugt til hvidvask og finansiering af terrorisme. Herudover skal virksomheden sikre, at risikovurderingen afdækker virksomhedens risiko separat for hvidvask og finansiering af terrorisme. Risikovurderingen skal endvidere underbygges med relevante oplysninger og tage udgangspunkt i de nationale og supranationale risikovurderinger.

Forbrugsforeningen får et påbud om at sikre, at politikken på hvidvaskområdet tager udgangspunkt i virksomhedens risikovurdering udarbejdet i overensstemmelse med hvidvasklovens § 7, stk. 1, og at den fastsætter de overordnede strategiske mål på hvidvaskområdet.

Forbrugsforeningen får et påbud om at tilrette sine forretningsgange på hvidvaskområdet, således at disse i tilstrækkeligt omfang er operationelle og konkret angiver de aktiviteter, som medarbejderne skal udføre.

Siden er sidst redigeret: 10-11-2020