Uspoleret ø-skat med nyrenoveret hotel

Portugal er en eftertragtet feriedestination i Europa. 

Rejsebureauet FolkeFerie.dk har fundet et særligt smukt hjørne af det populære land.

Kun 43 km nordøst for blomsterøen Madeira ligger Porto Santo, en uspoleret ø-skat midt i Atlanterhavet

Mikkel Lind, marketingchef i FolkeFerie.dk fortæller, at kun få turister endnu har fundet vej til den lille, portugisiske ø i Atlanterhavet

“Men de, der har, bliver straks betaget af øens skønne ro og den fantastiske natur. Her går livet sin stille, vante gang, og øen er dejlig fri for souvenirbutikker med krimskrams og horder af turister, der ødelægger den autentiske stemning,” siger han

Porto Santos helt store trækplaster er den 9 km lange sandstrand. ”Stranden på Porto Santo har det hele. Sandet er lige så fint som i Mexico, bølgerne er børnevenlige som på Mallorca, og det er let at finde en uforstyrret plads som på de brede strande ved Vesterhavet,” fortæller Mikkel Lind

Bo i første parket til sandstranden

Som det eneste danske rejsebureau flyver FolkeFerie.dk direkte fra København til Porto Santo. Udover den smukke, rå natur kan gæsterne glæde sig til at bo i første parket til Atlanterhavet.

”Alle vores hoteller på Porto Santo er placeret i første parket til sandstranden, så man kan gå lige ud ad døren med håndklædet under armen. Det seneste år har et af vores strandhoteller, Vila Baleira Suites, gennemgået en større renovering, så nu kan havudsigten nydes fra balkonen i de moderne 2-værelses lejligheder,” oplyser Mikkel Lind.

Vila Baleira Suites er placeret i første parket til Porto Santos imponerende lange sandstrand og tilbyder blandt andet udendørs pool med solterrasse, lækker a la carte restaurant og hyggelig strandbar

Alle hotellets lejligheder er udstyret med opholdsrum med tekøkken, separat soveværelse, badeværelse og balkon eller terrasse.