Forbrugsforeningen Lighthouse

Ferielejlighed med Aarhus’ bedste udsigt

Der er stor efterspørgsel efter foreningens ferieboliger i storbyerne København og Berlin. Derfor har vi været på udkig efter en ferielejlighed i Danmarks næststørste by Aarhus. 

Det har taget noget tid at finde en, som vi også kunne få lov til at udleje som feriebolig. Men det var ventetiden værd. 

Forbrugsforeningen har købt en fantastisk lejlighed, som medlemmerne kan leje, i det nye kvarter Aarhus Ø. Lejligheden ligger i Danmarks højeste bygning, Lighthouse, der er Aarhus’ nye vartegn. Lejligheden er på 23. etage. Den har 3 værelser og plads til 4 personer. De store gulv-til-loft-vinduer giver et fantastisk lysindfald og udsigt til havn, hav og skov. Er vejret til det, kan du nyde udsigten fra en af de to terrasser. Kommer du i bil, er det muligt at leje p-plads i kælderen. På toppen af Lighthouse åbner en restaurant og en udsigtsplatform, hvor både beboere og besøgende får mulighed for at nyde den exceptionelle udsigt til hele Aarhus og Aarhus Bugten. Restauranten og udsigtsplatformen er placeret på 44. etage i 142 meters højde. Det betyder, at man fra toppen får byens absolut bedste udsigt, hvor man i klart vejr kan se helt til både Samsø, Tunø, Djursland og hele Aarhus samt oplandet. Samtidig ligger Lighthouse ikke langt fra Bassin 7, hvor du kan nyde kulturliv, byliv, ø-liv og havneliv. Forbrugsforeningen overtager lejligheden i slutningen af 2022 og håber, at de første medlemmer kan tage på ferie i Aarhus-lejligheden og nyde den fantastiske udsigt i vinterferien 2023. 

Tegnestuen 3XN Arkitekter om Lighthouse

Vi har fra første streg af Lighthouse haft en vision om at skabe et fyrtårn for hele Aarhus. Et byggeri, der byder alle velkomne både fra land, til vands og i luften. Vandet, bølgerne, naturen og udsigten til hele bugten har været inspirationskilden. De buede og bløde linjer i selve byggeriet er en afspejling af vandet og bølgernes bevægelser. Det er ikke kun vandet og naturen, der har været med til at skabe fortællingen om Lighthouse. Mangfoldigheden i Aarhus og forskelligheden blandt mennesker har inspireret til en bygningsudformning præget af diversitet.