30 år med Løberen
Sport og hobby
15.05.2026

Passion, præcision og løbeglæde
Passion, præcision og løbeglæde
Løberen begyndte som en enkel idé: bedre rådgivning til løbere.
“Vi ville finde den rigtige sko til den rigtige fod”
Midt i 1990’erne holder en lastbil stille på en gade i Bagsværd. Ombord er det første store parti løbesko fra det finske mærke Karhu. Modtagerne er Claus Brun Stallknecht og Morten Mærsk, to unge studerende med stor passion for sport – men uden lagerhal, palleløfter eller egentlig forretningsplan.
“Der var sko over det hele. Vi havde dem stående i alle rum – og resten måtte vi køre hjem til min søster, der havde kælderplads, vi kunne låne,” fortæller Claus Brun Stallknecht.
Fra sportspassion til butik
Det hele begyndte med interessen for sport, bevægelse og udstyr. Claus og Morten kendte hinanden fra gymnasiet og havde begge en stærk tilknytning til idræt. På en friluftsmesse kom de i kontakt med folkene bag Karhu, og kort efter etablerede de Friluftsimporten.
Planen var egentlig at distribuere Karhu-sko til danske butikker. Men de oplevede hurtigt, at der manglede noget i mødet mellem produkt og kunde.
“Produkterne blev ikke altid formidlet ordentligt, og der var ikke nok fokus på den enkelte løber. Vi syntes, der manglede en butik, der kunne finde det rigtige produkt til den rigtige fod,” fortæller Claus.
Specialister fra første dag
I 1996 åbnede de den første Løberen-butik på Ulrikkenborg Plads i Kongens Lyngby. Lokalet var lille, men ambitionen var tydelig: De ville ikke være en sportsbutik med lidt af det hele. De ville være specialister i løb.
Det særlige ved Løberen var, at Claus og Morten ikke kom fra detailbranchen, men fra sporten. Morten havde roet på landsholdsniveau, og Claus kom fra orienteringsløb. De vidste, hvor stor betydning det har, at udstyr passer til den enkelte.
“Små justeringer kan gøre en stor forskel. Den forståelse tog vi med ind i butikken,” siger Claus.

Løbestilstest og nørdet rådgivning
Løberen blev de første i Danmark til at få et løbebånd ind i butikken og lave løbestilstest. Kunderne blev filmet på et stort kamera, og optagelserne blev gennemgået i slowmotion på VHS.
“Det var ret nørdet, men det gav os mulighed for at rådgive ud fra noget konkret og ikke bare en fornemmelse.”
Fra Lyngby til Aarhus
I 1998 åbnede Løberen butik i Aarhus, hvor Ebbe Nielsen kom med ombord. Udvidelsen blev et vigtigt bevis på, at konceptet kunne fungere andre steder end i Lyngby.
“Dén første Aarhus-udvidelse gav mig en fornemmelse af, at det faktisk kunne lade sig gøre, og at vores koncept ikke bare var bundet til én adresse,” fortæller Claus.
Før internettet tog over
Før internettet for alvor slog igennem, var markedsføringen meget praktisk. De tog ud til løb, delte flyers ud og lagde dem under vinduesviskere, når de ville gøre opmærksom på butikken.
Senere prøvede Løberen også kræfter med webshoppen Runners Market. Men de fandt hurtigt ud af, at deres styrke ikke lå i at sælge billigst.
“Vejledning og ekspertise er vigtigere end blot at tale om prisen. Vores DNA var og er ikke at sælge billigt bare for at gøre det – vi skal sælge rigtigt.”
Løberen i dag
I dag er Løberen vokset til syv butikker og 125 ansatte. Ifølge Claus handler det om at holde fast i virksomhedens DNA.
“Det er helt afgørende, at de ansatte selv brænder for løb. Kunderne skal kunne mærke, at det ikke bare er et job. Det er en livsstil.”
Derfor har Løberen også valgt at holde fokus på løb – og kun løb.
“Vi vil vide meget om få ting. Hvis vi begynder at brede os for meget, mister vi det, der gør os stærke.”
Blikket fremad
Når Claus ser frem, drømmer han fortsat om flere butikker. Men kun hvis væksten sker på den rigtige måde.
“Vækst må aldrig ske på bekostning af det, vi står for. Hvis vi mister passionen, mister vi det hele.”
Bonus hos Løberen
Du får 7% bonus i Løberens fysiske butikker og 5% på løberen.dk.