FBF - Anvendelsesmuligheder og bonus

Anvendelsesmuligheder og bonus

1. Betalingsinstrumentets anvendelsesmuligheder og bonus

1.1 Butikker, der accepterer betalingsinstrumentet som betalingsmiddel

1.1.1 Betalingsinstrumentet kan anvendes som betalingsmiddel ved køb af varer og tjenesteydelser i butikker, som Forbrugsforeningen har indgået aftale om samarbejde med, i det følgende betegnet ”samarbejdspartnerne”.  Betaling fra medlemmets konto i Forbrugsforeningen sker ved brug af betalingsinstrumentet og eventuelt ved familiemedlemmers brug af et særskilt betalingsinstrument udstedt efter pkt. 2.3 nedenfor. Medlemmer og eventuelle familiemedlemmer, der således har betalingsinstrument(er) til medlemmets konto, betegnes under ét ”brugere” eller ”brugerne”.

1.1.2 Brugerne har via hjemmeside og app adgang til navne og adresser på samarbejdspartnerne med oplysning om den bonus, som gives medlemmet ved handel hos samarbejdspartneren. Forbrugsforeningens hjemmeside og app opdateres løbende med den aktuelle bonussats.

1.1.3 Betalingsinstrumentet kan endvidere anvendes til køb pr. postordre ved udfyldelse af indbetalingskort med angivelse af nummer på betalingsinstrumentet, navn og adresse, betalingsinstrumentets udløbsdato, betalingsdato, beløb og forpligtende underskrift. Betalingsinstrumentet kan også anvendes ved køb via internet.

1.2 Benyttelse af betalingsinstrumentet til opnåelse af bonus

1.2.1 Når betalingsinstrumentet benyttes som betalingsmiddel, fungerer det tillige som middel til opnåelse af bonus på de varer eller tjenesteydelser, som betalingen vedrører. Størrelsen af bonus varierer fra samarbejdspartner til samarbejdspartner og fremgår af foreningens hjemmeside og app, jf. pkt. 1.1.2.

1.2.2 På det månedlige kontoudskrift, jf. pkt. 3.3.2. angives periodens bonus.

1.2.3 Årets bonus krediteres medlemmets medlemskonto den 8. sidste bankdag i december og vil fremgå af kontoudskriftet for perioden, som udsendes i slutningen af december.

1.2.4 Udviser medlemskontoen efter kreditering af bonus pr. 8. sidste bankdag i december en saldo i medlemmets favør, anvendes beløbet til betaling af fremtidige køb og betaling af medlemskontingent.

1.2.5 Udviser medlemskontoen fortsat en saldo på mere end kr. 500,- pr. 31. januar kan tilgodehavendet dog udbetales, såfremt der fremsættes skriftlig begæring herom. Det er medlemstilgodehavendet på udbetalingsdatoen, der kan udbetales.

1.2.6 Det er en betingelse for udbetaling af et indestående på en medlemskonto, jf. pkt. 1.2.5, at anmodningen er fremsat inden den 1. april. Evt. tilgodehavende udbetales til NemKonto.

1.2.7 Ved udmeldelse af foreningen opgøres medlemskontoen. Optjent bonus tilskrives medlemskontoen.

1.2.8 Udviser medlemskontoen i forbindelse med udmelding af foreningen en saldo på mere end kr. 50,- udbetales dette tilgodehavende til NemKonto.

Siden er sidst redigeret: 01-07-2017