Ida var på Julemærkehjem

Jeg hører ikke til i et sort hul

Hver dag var en kamp at komme igennem. Ida havde knugende ondt i maven om morgenen, og i skolen låste hun sig inde på toilettet. Her fik tårerne frit løb.

 Ida var på Julemærkehjem

Vi møder Ida en smuk solskinsdag. Hun smiler, og hendes øjne stråler. Det er tydeligt, at hendes liv har taget en drejning. Hun er gladere, og hun tror på sig selv. Ida byder velkommen på den skole, som har dannet rammen om en mørk tid i hendes kun 12-årige liv. Her stod modbydelig mobning på år efter år.

 

“Min klasse var slet ikke god, og jeg blev altid holdt udenfor. Jeg måtte ikke være med, fordi jeg ikke gik med makeup og bh som de andre – og hvis jeg alligevel tog det på, fik jeg at vide, at det ikke hjalp, og at jeg altid vil være den grimme ælling. Jeg gik tit ud på toilettet og græd, fordi ingen måtte se, at jeg blev ked af det. Jeg ville gerne virke stærk”, fortæller Ida.

 

Ida har for nylig afsluttet et ophold på Julemærkehjem, og i dag skal hun holde oplæg for skolens mellemtrin. Hun vil fortælle dem om de 10 uger, som har hjulpet hende på ret kurs igen – og som har hjulpet hende til at finde sig selv. Blandt lytterne er også dem, der hver eneste dag holdt Ida nede og fik hende til at tro på, at hun ikke er noget værd.

 

“Før havde jeg bare så svært ved at finde ud af, hvem jeg skulle være. Det var, som om der var en torden i min mave hele tiden. Men jeg er så stolt at mig selv nu, og jeg vil gerne vise dem den nye Ida. Hun er glad og kan godt tro på sig selv”, fortæller det tidligere julemærkebarn med stolthed i stemmen.


Ida holder oplæg for skolens mellemtrin

Angst og usikkerhed

 

Idas mor stod magtesløs ved siden af sin datter og så hende synke dybere og dybere ned i et sort hul. Hun så, hvordan Ida blev mere og mere usikker og angstfyldt, og pludselig turde hendes datter ikke længere hverken sove alene, gå alene eller være alene. Det var Idas mor, der til sidst foreslog et ophold på Julemærkehjem, og efter lidt betænkningstid syntes Ida om

idéen.

“Jeg var ikke så glad i starten og savnede min mor og mine brødre meget. Men jeg havde virkelig bare brug for at komme væk og tænke på, hvordan jeg kunne gøre det godt for mig selv”, husker Ida og fortsætter “Det var en øjenåbner for mig at lære, at der var nogen, der ville være sammen med mig – fordi jeg er Ida. Jeg behøvede ikke prøve at være en anden, og jeg fandt ud af, at jeg ikke hører til i et sort hul”.

En ny begyndelse

 

På Julemærkehjem får børnene hjælp til at tænke anderledes om sig selv. De bliver en del af et fællesskab med nærvær, støtte og omsorg fra de andre børn og voksne. Og lige så stille forbedres deres selvværd. Børnene taler sammen om, hvordan de har det. De lærer at se positivt på sig selv igen – og de får redskaber til at holde fast i de nye og positive selvbilleder.

Ida startede i 6. klasse efter sommerferien, mens hendes tidligere klassekammerater fortsatte op i 7. De hårde skoleår har betydet, at Ida er kommet bagud og nu skal indhente noget af det forsømte. Men det bekymrer hun sig ikke så meget om. Hun fokuserer på, at hun er glad, tør være sig selv – og at hun er god nok, præcis som hun er. Netop det minder hun sig selv om hver aften.

 

Bliv julemærkeven

 

Støt udsatte børn på Julemærkehjem med et fast månedligt eller årligt beløb. Du kan betale beløbet med dit Forbrugsforeningskort. Se mere på julemaerket.dk.

Fakta om julemærkehjemmene