FBF - Spisesteder

Berlin

Et væld af spændende spisesteder

Spisesteder

Prenzlauer Berg, Kastanienallee og området omkring Kollwitzplatz, Knaackstrasse, Kollwitzstrasse, Husemannstrasse og Rykestrasse har masser af spændende restauranter, men der er masser af spændende spisesteder i Berlin, så mange at man bliver helt forvirret af alle de indtryk.

Her er nogle forslag til et blandet udvalg af spisesteder, men være opmærksom på, at det ikke er alle steder der tages imod Visakort, der er dog mange vekselautomater rundt omkring og jo mere man nærmer sig Mitte jo flere euro skal man have med. Spørg inden du bestiller om de tager mod betalingskort.

Der tages forbehold for evt. lukkede restauranter.

The Bird, Am Falkplatz 5, 10437 Berlin, hvor der serveres store dejlige burgere på en sød og venlig måde. Meget populært sted.

Cafe Anna Blume, Kollwitzstrasse 83. Her får du en lækker brunch i hyggelige omgivelser. Prøv den tre etagers brunch til to, men vær opmærksom på, at der kan være kø - så det kan kræve lidt tålmodighed, men det er værd at vente på.

Herr Rossi i Winsstrasse 11, der indtil videre er et meget lokalt sted. Spisekortet veksler hver dag, og fredag er fiskedag. Der serveres en god antipasto misto med skinke, pølse, grillede grøntsager, tørrede tomater, oliven og godt brød. På kortet er der også en suppe, en pastaret og en kødret. Et udmærket vinkort med italienske vine i forskellige prislag. Husk at bestille bord.
  
Bistro Kollberg, Kollwitzplatz 35, er et mindre sted men med et godt køkken, hvor og huset vin er god og til rimelig i pris. Anbefalelsesværdigt.

Gugelhof ved Kollwitzplatz, Knaackstrasse 37, er en venlig restaurant - hvor blandt andet Bill Clinton har været på besøg sammen med Kanzler Schröder. Her er maden lokal og specialiteterne er pølser, sauerkraut og Flammkuchen, som er et tyndt stykke brød med løg, bacon og creme fraiche. Gugelhof er en favorit og besøg værd. 

Konnopke, Schönhauser Allee 44a, til den lille sult og er et rigtigt Prenzlauer mødested for folk med hang til Currywurst - en rigtig god og populær pølsevogn. Og Berlins ældste!

Pasternak, Knaackstrasse 22-24, er en pære-russisk restaurant. Her fås Tolstoys favorit mad: Borscht, Blinis, Chicken Kiev, Bøf Stroganoff, Varm æbletærte - og vodka. Solide portioner og gæster, der måske savner de gode gamle dage, da russerne bestemte her på stedet. Rimelige priser.

Restaurant Falle, Friedrichstrasse 130, er blevet anmeldt af www.berlin-nyt.dk, så mundvandet driver. Læs bare: "Lige overfor Friedrichstadtpalast i Dreispitzpassagen ligger Restaurant Falle. Specialiteten er frikadeller på alle mulige måder. Man krydser ind på spisesedlen, venligt vejledt af tjeneren - som også foreslår, at man bestiller forskelligt og bytter……..uhmmm, hvad venter vi på? Af sted til frikadellesmeden.

I Kreuzberg hos Hasir i Adalbertstrasse 10 blev dönerkebaben i brød opfundet og man kan stadig få glimrende tyrkisk mad. Hasir har flere restauranter rundt om Berlin. Men Adalbertstrasse 10 er den originale. Det kan være en god ide at bestille bord på forhånd, for det er et travlt og hyggeligt sted. 

Ach! Niko Ach!, Kurfürstendamm 97-98, er en hyggelig græsk restaurant med dejlig mad til absolut rimelige priser. Restauranten ligger i Charlottenburg, man kan tage U-Bahn linje 7 til Adenauerplatz eller S-Bahn til Halensee.

Her skal også nævnes maden i KaDeWe, som har verdens største fødevareafdeling – og her er masser af muligheder for at købe en smagsprøve. Det perfekte sted at få en forfriskning med østers og champagne, fiskespecialiteter, ost og pølser og mange andre gode sager. Cafeteriaet på øverste etage er også udmærket med et stort udvalg af kager - ikke billigt og betales efter vægt.

Man må heller ikke glemme restauranterne i Fjernsynstårnet (reservation MINDST - en uge før - telefon +49 (030) 30382900) og Restaurant Kaefer +49 (030) 22629935 på toppen af Reichstag. Restaurant Kaefer er også et morgenmadssted.
 
Har man ikke lyst til at vandre rundt og lede, og er ikke bliver inspireret af ovenstående, kan man gå på opdagelse på:

www.berlin-restaurantfuehrer.de

www.restaurant-kritik.de/top10/ 

www.arsvivendi.de

Læg endelig visitkort eller andet om spisestederne, så de næste kan få glæde af det.