Momsregler
Som samarbejdspartner med Forbrugsforeningen er det vigtigt at I er opmærksomme på de momsmæssige regler forbundet med jeres aftale.Vi er blevet bekendt med, at ikke alle leverandører udnytter de muligheder som momsloven giver ret til og da vi som non-profit organisation alene lever af den procentuelle del af den gennemfakturerede omsætning vil vi naturligvis gerne hjælpe jer til, at få det bedste udbytte af vores fælles aftale.
Forholdet er naturligvis kun relevant for jer såfremt I driver momspligtig aktivitet (fuld eller delvis).
Forholdet relaterer sig til den momsmæssige behandling af den bonus som Forbrugsforeningen udbetaler til sine medlemmer. Denne kan enten behandles som en rabat, hvor momsen kan fratrækkes i afgiftsgrundlaget (den korrekte metode) eller som en rabat, hvor momsen ikke kan fratrækkes i afgiftsgrundlaget.
Der vil være mange penge at spare såfremt I ikke har behandlet rabatten korrekt momsmæssigt. I så fald har I betalt for meget moms. Vores revisor - PriceWaterHouseCoopers - anbefaler derfor at I vurderer om I har anvendt de momsmæssige muligheder, der er forbundet med jeres samarbejde med os.
Det er muligt at få efterangivet momsen med 3 års tilbagevirkende kraft, og I vil derfor også kunne opnå en hurtig likviditetsmæssig effekt heraf.
Vi er opmærksomme på, at reglerne kan virke tekniske og vores økonomiafdeling står derfor til rådighed for eventuelle omsætningstal eller spørgsmål vedr. efterangivelse til SKAT.
Ring 33 32 19 74 og tal med vores Administrationschef Claus Bilsted.
